• Dansk
  • Deutsch
Dänemark.jpg

Efteråret - farvernes festival

Sidst opdateret 25. september 2017

Sommeren er skøn. Den er glæde, sjov, leg på stranden. Varme, lys og fart over feltet. Alt er godt, og vi skal skynde os at nyde den! Skynde os at suge det hele ind.

Langsomt, næsten umærkeligt i starten, bliver dagene kortere. Tiden tages om natten, som kommer lidt tidligere aften for aften. Du mærker det ikke i begyndelsen.

Tager måske bare en ekstra trøje på om aftenen. Varmen hænger ikke ved så længe i luften. Og pludselig ser du op. Septembers blå, blå himmel er over dig. Efteråret er officielt begyndt.

 

Den store cyklus

Naturen skifter lune. Måske du også selv gør det? De lange, glade dage med børnehvin på stranden virker ikke helt så oplagt. Tiden kalder mere på de længere gåture. Den uendelige række af ens sommerdage, man begyndte at tage som en selvfølge, er slut. Nu skifter det hele. Naturen er levende på en hel anden måde end midt i sommerens glade summen, og dens mange bevægelser tvinger os til at være nærværende. Huske, at året går sin gang. Livet går sin gang. Alt har en cyklus.

 

Alt skal væk inden vinter

Husby Klitplantage er et elsket sted af mange at opleve skiftet på tæt hold. Klitplantagen er meget speciel, idet den hverken består af grantræer alene, eller bøgetræer. Her findes både nåletræer og løvtræer i skøn forening. Og mange slags af hver; en skøn mosaik af oprette graner, krogede ege, buskadser og store træer. Den unikke blanding giver en helt speciel natur med sjældne planter og mange forskellige dyr. Især om efteråret tager det alt sammen fat med fuld kraft. Nåletræerne bliver stædigt stående, andre træer bliver gule i bladene, nogle orange, andre gyldenbrune, og nogle dybt mørkegrønne. Efterårets farvepalet er legendarisk.

De sidste safter presses ud, alt skal væk inden vinteren, og alle skal spises af, så det hele kan klare sig og starte forfra næste år. Nødder, røde bær, kantareller og andre svampe pibler frem. Og egern, skovskader og andre samler ivrigt sammen.

 

Et sansebombardement

Går du en tur i alt dette, er der en risiko for at blive overvældet. Sanserne bombarderes af de mange farver. Og dufte: vådt mos, døde blade, grannåle, harpiks. Alt træder frem i et sidste festfyrværkeri, inden vinteren ankommer. Du kan gå og tage det hele ind i store mundfulde. Naturen går i sjælen nu på en hel anden måde end ellers.

En anden unik kvalitet ved Husby Klitplantage, ud over sammensætningen af træer, er beliggenheden. Når du har gået en lang efterårstur, nydt den utrolige overflod af farver og de mange skift, står du til sidst ved stranden. Bare på det korte skridt ud af skoven og op i klitterne vil du sikkert mærke et skift i luften. Den bliver skarpere. Friskere. Knap så tung af dufte. Den bliver salt. Og bagved klitterne ligger Vesterhavet og bruser, som det altid har gjort. Havet er det samme midt i alt det foranderlige. Og dog. For efterårshavet er nu også god for et farveskifte. Måske det nærmest er brunt, måske blågrønt? Og det sender stimer af sin salte, friske luft ind mod land alt efter humør.

En herlig mulighed for at blive blæst igennem, inden turen må gå videre. Måske hjem i varmen foran brændeovnen?