Du kan også tage på tur rundt i området og finde specialiteter til dit eget vestjyske tapasbord. Vi foreslår blandt andet at tage forbi Nørgaard Fisk i Thorsminde. Om det er et stykke koldrøget laks, et stykke fersk og friskfanget torsk eller måske et par hjemmelavede fiskefrikadeller, så finder du det og meget mere i disken hos Nørgård Fisk, på havnen i Thorsminde.
Herefter kan du tage en tur forbi Vedersø Vildt i Ulfborg. Her sælger de lokalt skudt vildt, som de opkøber fra lokale jægere. Specielt det ferske kød er meget populært, men til tapasbordet er den røgede krondyrfilet og vildtspegepølsen især perfekte.
Intet tapasbord uden ost! Derfor vil vi også nævne Staby Købmand. En af de ting der især trækker kunder til butikken, er købmandens ostedisk. Her er altid et bredt udvalg af specialoste – også den populære Vesterhavsost, der lagrer på kanten til Vesterhavet, lige ved siden af Bovbjerg Fyr.