• Dansk
  • Deutsch

Anna Grethes brunkager - Julehygge for store og små

Sidst opdateret 25. november 2019

Vi nærmer os 1. december, og vi er så småt begyndt med forberedelserne til jul. Hos os hører det julen til med hjemmebagte småkager, og vi synes at glæden ved at lave dem, er næsten lige så stor som glæden ved at spise dem. Julekagebagning er for hele familien, og er en perfekt aktivitet på en gråvejrsdag, som der uden tvivl bliver nogle stykker af i december. Vi giver jer derfor her Anna Grethes opskrift på brunkager - den kage vi synes smager mest af jul.

Om brunkagerne siger Anna Grethe: "At bage brunkager er utroligt hyggeligt og da drengene, Henrik og Søren, var små, elskede de at være med til at udstikke figurerne. I dag er det børnebørnene der hjælper med udstikningen, og det er de samme figurudstikkere der bliver brugt, som da Henrik og Søren var små."

Brunkager

Ca. 200 stk. 

 425 g sukker
 1 ½ dl vand
 ¾ dl sirup
 1 ¼ spiseske kanel
 ¾ spiseske stødt nelliker
 1 spiseske ingefær
 250 gram smør
 1 spiseske natron
 1 spiseske cognac
 Godt 850 g mel (750 g til 1 kg)

Bland sukker, vand, sirup og krydderier i en gryde og varm blandingen.
Tag den fra varmen og tilsæt fedtstoffet. Rør i blandingen, til den er helt kold.
Tilsæt derefter natron, der er opløst i 1 spiseskefuld lunket vand, cognac og så meget mel, dejen kan tage. Ælt derefter dejen godt sammen.
Dejen udrulles meget tyndt og kan bages med det samme.
Jeg laver altid kagefigurer af dejen, men den kan også stikkes ud med et glas. Brug evt. en paletkniv til at få figurerne fra bordet og over på bagepladen.
Kagerne skal bages ved 200 grader i ca. 7 minutter.