• Dansk
  • Deutsch
top.jpg

En fortælling fra Vester Husby

Sidst opdateret 6. januar 2018

En fortælling fra Vester Husby - En lille historie fra Vester Husby fra tiden inden feriehusene.

Tag en pause fra hverdagen og læs historien om Jens Mand fra Vester Husby.

Dänemark 2012 166.JPG

Ejeren i dag kalder huset"Græmhus".

På gamle kort skrives "Grim", betydningen er grå, eller grim og er så blevet gjort til "lydskrift" ved at skrive "Græm". Ordet består af grå og endelsen af hjem, "hèm", olddansk "hæim", som betyder liggested, bosted, gård, by, hjem. Stednavnet nævnes helt tilbage i 1522 og igen i 1546 som Greem. Græmbebyggelserne hørte under Rüsensteen, som også havde strandlenet. Sædvanligvis havde gården og husene i en "by", som for eksempel Græm By, ikke navne. Det var kun de aleneliggende gårde, der havde navne.

Ifølge overleveringen skulle navnet "Græm" være givet området efter en drabelig historie? En ilanddreven druknet fisker, blev fundet ved stranden nedenfor Græm og blev "o æ hywelbør" kørt op til Husby Kirke  for at blive begravet. Det blev han, men om vinteren blev det et frygteligt snevejr med kulde og sne langt hen på foråret. Det betød at foderet ikke slog til og at man ikke kunne finde noget at fodre med, så mange dyr døde. Det var tæt på hungersnød. Bedre blev det ikke, da foråret og sommeren derefter blev så tør, at ingenting groede.

Der blev rådslagning og nogle kom på den ide, at det var "æ grim", den ilanddrevne, der var skyld i al ulykken. Det blev diskuteret og man blev enige i at grave ham op og smide liget tilbage i havet!. Det var et grimt syn, der mødte folkene, der gravede ham op og efter godt et år i jorden var han "møj grim". Han blev kørt til "æ haw" og lempet ud i havstokken og ført væk. Det hjalp!

Gården, eller husmandstedet "Græmhus" er fra 1897. Væsentligste beboer er nok Jens Mand Laursen og hans kone Mette. Der hørte 15 tdr. land til, hvoraf de 6 lå mod sydvest ned til Kjærgaardvej. Et par køer, en gris og lidt fjerkræ, samt en hest var besætningen.

Jens mand.jpg

Jens M. Laursen blev i daglig tale kaldt Jens Mand. Det kom sig af at han i sine unge dage havde været karl på en gård, hvor både manden og sønnen hed Jens. For at holde styr på dem, blev Jens Laursen så kaldt for "Jens Kål". Da han blev gift med Mette, var det naturligt at ændre det til "Jens Mand". Mette blev så naturligt kaldt "Mette Mand".

Hesten var vigtig, for den satte Jens Mand Laursen i stand til at køre mælk. Til at begynde med kun med en hest, men så indgik han kompagniskab med Søren Andersen. Han boede godt nok 1 km. væk.  Det var en lang mælkerute, cirka 20 km. og selv om mælken ikke skulle hentes ved alle gårde men blev kørt til vejen, var det en lang tur. Turen gik til Staby Mejeri. Vognen stod hos Jens Mand og Søren kom hver morgen hen til Jens med sin hest. Så skiftedes de til at være mælkekusk.

Mange gange tog de af sted begge to, så de kunne holde hinanden med selskab. Der var nogen, der fik ondt af, at to arbejdsføre mænd stod og danderede den på mælkevognen. De to var sammen en stor del af tiden. En vittig hund sagde: "de har næsten lige så meget sammen som præsten og degnen!" Derved fik de øgenavnene "præsten og degnen". Det blev til Jens Degn og Søren Præst. Da kompagniskabet ophørte, døde navnene ud.

Det var nu ikke nogen stor forretning, at køre mælkerute. Det gav 5 kroner om dagen, ca., men så skulle man selv bekoste heste og vogn. Når hestene skulle have nye sko, kostede det tre daglønne.

I 30'erne blev mælkevognene lavet af chassiset af gamle lastvogne. Der blev sat et lad på og det var rimeligt behageligt med gummihjul, selv om de før 2' verdenskrig og derunder jo var ringe og punkterede tit. Dog bedre end stive vognhjul med jernringe. Mælken blev næsten til fløde før de nåede mejeriet. Men kontanter var der ikke mange af i landbruget og selv det lidet fra en mælkerute var et godt grundlag.

 vogn.jpg

Mælkeruterne blev udliciteret hvert år ved personligt fremmøde på mejeriet og man var ikke sen til at byde hinanden ned. Især i 20'erene og 30'erne var det attraktivt, for da var der ingen kontanter. Der var ingen, der blev rige ved at køre mælk, men det kunne da altid holde armoden vedlige, sagde man.

 

Senere kørte Jens Mand mælkeruten alene med leje af Jens Klaus' hest. Den kunne da stå i stalden hos Jens Mand, når Jens Klaus ikke skulle bruge den. Hestestalden var en lille bygning ved siden af stue- og staldhuset. I 50'erne, da der blev givet billige lån til landbruget, skulle Jens Mand da også have sig en lade. Den blev bygget udenom stalden, der den dag i dag kan ses inde i laden. Laden blev bygget nogenlunde som man byggede de gamle "sulebygninger". En åben spærkonstruktion, der hviler på en midterstolpe og nogle mindre stolper ude ved siden. De tynde vægge kunne så mures op i siderne og hvis de væltede i en storm, rev det ikke hele taget ned. Det kunne stå på sine egne søjler.

Oppe i 50'erne kom Jens Mand så i tanker om, at det jo egentlig var en gammel lastbil, han kørte med. Gigten plagede ham og han fik en snedker overtalt til at lave et lille førerhus til én mand. Det blev boltet fast på ladet, så det kunne tages af om sommeren. Der kunne han sidde i ly for regnen og vinden. Tømmerne til hestene gik gennem en lille åbning foran.

Jens Mand kunne godt lide at drille, men var ikke så meget for selv at blive drillet. Han var dog på rigtig god fod med blandt andet Jacob Hermann fra "Svolling", lige bag ved. De to drillede hinanden en del. Da Jens nu var død, skulle de have ham i kisten. Den måtte dog stå udenfor, da Jacob havde udvidet den, for at Jens kunne være i den. Da de står og bakser med Jens, får Jacob hans kolde fod ind på sin mave og farer sammen med et gys. En gang til lykkes det Jens at få sin fod lirket inden for Jacobs skjorte. "Nå, din satan, bliwer do ved med at drille!?", udbryder Jacob.

Hvis Jens Mand var i dårligt humør, var det ikke sjovt for drengene at prøve at springe på vognen, eller binde en slæde efter den om vinteren. Da kunne Jens godt bruge sin pisk og svirpe bagud med den. Han ramte nu aldrig. Men hvis humøret var godt, kunne de få lov til at køre med og til at køre hestene. (de kendte turen).

En af Jens Mands kollegaer var Kristian Bank fra et lille sted ved plantagen. Han var også en kraftig mand og var inde mange steder undervejs for at drikke kaffe. Det var i 50'erne., hvor det faktisk gik godt for bønderne og Kristian blev da også tit budt en cigar. "Må a gehm dej te a kåmmer hjæm?", sagde Kristian, når han blev budt, "dej æ næhstej søn å ryhg dej uje!", og så puttede han cigaren i lommen. Men han røg slet ikke og gemte cigaren til han selv fik gæster og kunne byde af et helt arsenal.

Det var nogle stivbenede små fjordheste, de havde at køre med og det var i al slags vejr. Ikke før de sidste par år fik de sat et lille læskur op på bukken for at sidde i ly for regnen. Gigten plagede. Alligevel havde især Jens Mand et særligt tag, hvormed han smed de 50 kg tunge mælkejunger op på ladet. Han gjorde et lille kniks ind under jungen og med et snuptag stod den oppe på ladet, dog kørte de ikke ud til de steder, der lå ene. For eksempel Kjærgaard. Herfra gik Peder op til Skippergaarden med deres mælkejunge "o æ hywelbør".

På Staby Mejeri, "Fjordsminde", havde man en fabriksfløjte monteret på sin dampkedel. Den brugte man blandt andet til at tude i, når man ville skynde på mælkekuskene. En dag blev der fløjtet kraftigt i fløjten og Jens Mand var godt nok lidt sen på den; dog var han lige i udkanten af Staby, ved "Brink". Jens var lidt sur over, at de skyndede på ham, når han nu havde den længste tur og var den, der skulle komme sidst til mejeriet.

Jens stod af sin vogn, bandt hestene, tog sine træsko af og gik ind til mejeriet, hvor han spurgte, hvad der var galt?, jeg hørte det hylede sådan her fra mejeriet. Mejeribestyrer Knud Jensen bandede og svor: "Ka do et forstå te de æ dæ wi wenter o?", "Nå, æ et inte åndet!", svarede Jens og gik sindigt tilbage til sin vogn.

Over middag kørte Jens i æ skov efter kvas og fasciner til kyst og klitsikring.

Nok helt fra 1920 havde Jens Mand og hans kone, Mette, stedet. Jens Mand dør pludseligt, da han en dag bliver mildt bebrejdet: "om do da et ku law noet?"; "jow", siger Jens til Mette, "hwa ska et wære", "jow, do ka go uj å skjære æ kanter". Det gjorde Jens så, men hans hjerte var så svagt, at han faldt om og var død.

Jens Mands mælkerute overtages af Christen Lauritsen, der sammen med Ingeborg boede i det lille gule hus på hjørnet af Bækbyvej (nr. 124), hvor Egernvej munder ud.

 Facade.jpg

 Det var i 1970 og konen sælger til murermester Carl Petersen i Vedersø, mod at han bygger et byhus til Mette oppe i Husby. Forinden var de 6 tdr. nede mod Jens Klaus solgt fra til sommerhuse og murermesteren var selvfølgelig kun interesseret i at stykke resten ud. Der blev dog bevaret 2 tdr. omkring stedet. Kort efter sælger murermesteren til filminstruktør Knud Leif Thomsen. Han efterlod stedet med mange ikke-færdiggjorte projekter og med et godt "slidt" hus, da han rejser til Frankrig med naboens kønne unge datter, Eva. De går senere fra hinanden. Knud ligger begravet på Husby Kirkegård. Knud Leif Thomsen havde en overgang boet på "Græm" og kaldte derfor dette sted "Græmhus", uden at det er en gammel betegnelse af den grund. Man kan endog diskutere, om gården ligger i Græm?

 

Får.jpg

Fra 1990 er gården ejet af Halling og Sørensen. De har restaureret og forbedret ejendommen og har indrettet den til galleri og kunstforretning, til stor glæde for de mange kunstinteresserede og turister, der hvert år vender tilbage til området.

Jens Mand.JPG Historien er gengivet med tilladelse af Niels Sandgaard. Læse flere historier om befolkningen i Vester Husby i bogen "Wos i æ hawbjerre".