• Dansk
  • Deutsch
Hotel gamle dage tilpasset - Kopi.jpg

En rigtig god historie

Sidst opdateret 6. januar 2018

Den tidligere hotelejer Chr. n. Larsen skrev følgende i forbindelse med hans 80 års fødselsdag. Historien fortæller om livet på Vedersø Klit i årene omkring 1930 - 1960.  

Min barndom og Ungdom i Brande

 

Jeg blev født d. 1/10 1901 og har altid pralet med, at jeg var den yngste af 12. Det er dog ikke helt rigtig, idet der var en lille pige, som var født d. 27/7 1903, men døde som lille, og var nr. 12. Jeg blev opkaldt efter min ældste bror, som var mejerist på Brande Mejeri, men omkom ved en ulykke på mejeriet d. 24/9 1901 – 20 år gammel, og så fik jeg hans navn, Kristian Nielsen Larsen. Gaarden i Dørslund ved Brande var en firelænget gård med porte i begge sider. Til gården var der 160 tdl. jord og en hel del eng, som gik ned til Brande å (Skjern å). Vi havde 4 heste, 10 – 12 køer foruden ungkreaturer og ca. 20 får.

Min far Peter Larsen født 30/9 1854, skrev meget om Brande Sogns historie, og en del af det gik til Vejle Amts historiske samfund. Han rejste tit til Viborg for at studere gamle ting i Landsarkivet. Jeg har en del optegnelser fra min fars og bedstefars tid, bl.a. var min far kirkeværge for Brande Kirke i mange år, og det fik han 4 kr. om året for. Da min bedstefar, Lars Hansen, i 1886 overdrog gården til min far fik han et gældsbevis på kr. 1.500, ” og deraf har jeg besluttet, at min 4 døtre hver skal have kr. 200”. Dengang var der ikke noget der hed banker og sparekasser, da folk stolede på hinanden ved deres navns underskrift.

Vi havde i stuehuset noget vi kaldte mælkestuen, som var sænket i jorden, så mælken kunne holdes kold, og der stod en stor centrifuge, hvor svinghjulet omtrent nåede fra gulv til loft. Men den har ikke været i brug i min tid, da Brande Mejeri blev oprettet i 1898, men fik lov at stå en del år.

Når vi kom i december måned, begyndte forberedelserne til julen, allerførst skulle der brygges en masse øl, for vi var jo mange i julen, og der blev altid slagtet en stor gris, et får og et lam, og nærmere på julen skulle der bages i den store ovn, og det var både rugbrød og meget andet. Juleaften sad vi altid i køkkenet og spiste, fordi der var et langt bord med faste bænke, hvor vi kunne være alle sammen. 

Jeg gik i Dørslund skole, det vil sige de første år gik jeg hos min fætters kone, Ane Marie Søndertoft, som var lærerinde. Vi var ca. 12 – 14 børn, og skolen blev holdt i en stue på gården. Selve skolen var et stråtækt hus, som brændte, da jeg var 8 – 9 år. Der havde vi forskellige vinterlærere, bl.a. Johannes Hansen, Brande, som senere blev Kirkeminister, og jeg har også besøgt ham i København og talte med ham om bevillingsspørgsmålet, og han ville forsøge, hvad han kunne gøre.

Sognepræsterne, Pastor Dahl og efter ham Pastor Thomsen, kom meget i mit hjem, da far var kirkeværge, og de kom gerne med hele familien og skulle jo have eftermiddagskaffe og til tider også aftensmad. Pastor Dahl blev jo senere kirkeminister.

Tiden gik, og den 9. april 1915 blev jeg konfirmeret af Provst Nielsen, som senere flyttede til Sønderjylland og boede i Ensted ved Aabenraa til sin død.

Første november samme år kom jeg i lære som tømmer og snedker i Goldbækdal ved Brande. Der var mølleri, tømmerforretning og en afdeling, hvor der blev lavet møbler. Alle kværne og maskiner gik ved vandkraft, men efter 2 år kom kartoffelfabrikken ved retssag til at overtage det hele, da de fyldte vanddammen med slam. Jeg kom så til snedker Jens Jensen i Brande.

Jeg glemmer aldrig tiden i 1917 – 1918, da den spanske syge rasede, da lavede vi ligkister i døgndrift, og vi kunne slet ikke følge med. Der døde fem på Brande Brugsforening på en uge, bl.a. uddeleren. Efter den tid kom vi i gang med et mere interessant arbejde, inventaret til Branduhre Kirke, som var under opførelse.

Senere, efter at jeg var udlært, kom jeg til at arbejde ved statsbanerne i Fredericia, Kolding og Lunderskov, men det var nu ikke så interessant, da det jo var mest reparationer. I 1924 fik jeg min egen lille forretning i Ørbæk, men først i 1931 blev jeg syg og gennemgik flere operationer og var syg i næsten 2 år. Overlæge Sørensen på Tarm Sygehus sagde til mig, at jeg måtte se at finde noget andet arbejde, det var jo ikke morsomt at få den besked i en alder af 30 år.

 DSC06346.JPG

De første år på Vedersø Klit

Det endte så med, at vi d. 25/4 1934 kom her til Klitten, hvor vi snart har været i 50 år. Vi begyndte med en omsætning på 4.800 kr. det første år, og pensionsprisen for værelse og pension var 5,50 kr. om dagen. Selv om pengene havde lidt mere værdi dengang, kunne vi jo ikke leve af det. Jeg kom så i gang med at lave reparationer i sommerhusene og byggede også en del huse, men klitboerne var altid flinke til at hjælpe, når det var nødvendigt.

Vi gik også selv i gang med, at bygge til Hotellet, så vi kunne få nogle flere værelser, det var jo ikke så dyrt at bygge dengang, og særlig når man selv kunne det meste. Først blev salen flyttet ud bag ved, og forhuset blev forlænget med det dobbelte, men det var jo først efter krigen, at der kom lidt gang i byggeriet. I 1939 fik vi elektrisk lys og kraft til Klitten, det var en stor lettelse at blive fri for alle petroleumslamper. De første år flyttede vi i sommertiden sammen med pigerne og børnene ned i garagen for at skaffe plads til gæsterne, men det blev taget med godt humør, og vi tog ingen skade af det, selv om det regnede ned i hovedet på os. De klitboere, vi kom mest i berøring med den første tid herude, skal nævnes: Marie og Jens Sørensen ”Poulsgaard” – Johan Kjærgaard – Anton Stage – Mette og Peter Jeppesen – Marie og Peter Sand – Else og Poul Bank – Brun.

Der er sket meget i de omtrent 50 år, vi har været her på Klitten, og der er jo mange af Klitboerne, som ikke er mere. Det første sommerhus, som blev bygget herude, var et grundmuret hus med stråtag, og prisen var 800 kr. – Købmand Skytte har jo øjnet en chance, for det varede ikke længe, før der blev oprettet en cementstensfabrik, hvor Carl og Otto Fredskilde arbejdede i mange år, ved siden af at de passede ejendommen.

Senere blev det så vedtaget i sognerådet, at der kun måtte bygges grundmurede huse med stråtag, men det er vi jo kun glad ved i dag, og senere blev det også vedtaget i Husby.

Storm og Hav og Redningsvæsen

Den værste storm, jeg har oplevet, havde vi den 18. og den 27. oktober 1937. Den sidste tog hele garagetaget, som blev slynget op på forhuset og lå spredt på marken helt ned til Kornbjerg Bro. En bjælke 5 x 5 gik gennem 3 værelser. Jeg var da også en tur ved havet, men måtte helt om til Gammelgaard, og gik så med vejen der. Jeg stod højt oppe i klitterne og fandt der en hollandsk træsko, som jeg stod og så på med ryggen mod vinden, men pludselig kom en stor bølge og slog benene fra mig, så jeg gik i baljen. Så snart jeg kunne få fodfæste, var det med at komme ind så hurtig som mulig, før den næste bølge kom – jeg reddede da livet. De to dage gik redningsmandskabet vagt hele tiden i det tilfælde, der skulle blive meldt om skibsforlis.

P1000302.JPG

Redningsmandskabet havde mange drøje ture ved havet, når de gik strandvagt og mange gange måtte gå i klitterne, når bølgerne gik helt op mod klitten. – Vi har jo oplevet mange af deres øvelser. De havde gerne en i sommertiden og en om efteråret, som skulle være natøvelse, hvor det hele foregik ved lys.

Det var et stolt syn, når de i sommertiden fik 6 heste for redningsbåden, og foran var vognen med raketapparater og årer m.m. Da kunne vi få gæsterne op om morgenen. Vi fik det jo aldrig af vide før tiden, men det var altid fra morgenen, det foregik, og det var jo en hel lysttur for mandskabet, men det hele skulle afprøves, både raketapparatet, signaler og redningsstol. Men også det kapitel er slut.

 

Skikkelser på Klitten

Jeg er blevet opfordret til at skrive om bevillingsspørgsmålet, men det vil jeg helst undlade, da de fleste ældre jo kender den historie. Men der er jo sket en hel omvæltning med det, i dag kan enhver næsten få en bevilling, og det mener jeg ikke er af det gode.

Jeg vil her mindes en af de stoute skikkelser her på klitten, og det er P. Kjærk (Gammelgaard). Hvor han har navnet fra, ved jeg ikke, men han blev aldrig kaldt andet. De første år, vi var på Klitten, var han med i et bådelag, men trak sig senere ud og fiskede kun fra æ Sund, som dengang var Madum Å, og der fangede han mange ål, helt og flere forskellige. Han kom af og til med fisk til os, og en dag kom han og forærede mig en ål på 5 pund.

Der er mange historier om P. Kjærk, men de er jo ikke alle lige stuerene. En gang om året skulle han ud at kræve fiskepenge ind hos dem, som i løbet af året havde fået sendt fisk, og jeg tror nok, det blev til nogle kaffepunche. Så kom han også ind et sted, hvor de beklagede sig over, at de ingen penge havde. ”Det gør ett noget, a haar ti te aa vint, te I foor noue” og så trak han af overtøjet og lagde sig på slagbænken, men så kom pengene frem. Engang havde han en hund som hed ”Krone”, og den bed en rejsende Svend, og det endte med at komme i retten, og dommeren spurgte P. Kjærk: ”Hvad er navnet”? ”Krone” ”Jeg mener Deres navn!” ”jo, men det var ett mæ, der bed ham.”

Kunstmaler Rytter malede et billede af P. Kjærk, hvor han sad for bordenden i sin stribede bluse. Jeg ville så gerne have købt det, men syntes ikke, jeg havde råd til det.

havudsigt.JPG

Så har vi Johan fra æ Havbjerge, som Kaj Munk skriver så pænt om i ”Liv og glade dage”, men det blev desværre kun så kort tid, vi fik lov at beholde ham. I januar 1936 blev han begravet, kun 59 år gammel. Han lavede de fineste smykker og halskæder af rav, men tage betaling for det, han lavede, det kunne han ikke, og det samme var tilfældet, når han lavede reparationer for folk. Johan ville så gerne have et spil Serwindsel, og det skete flere gange, at han og Anton Stage kom. Så skulle vi have et spil kort, når der var tid til det.

Johan var et herligt menneske, han var altid glad og godt tilfreds, og jeg tror heller ikke, han følte, han var fattig. Han var tilfreds med livet, som det formede sig.

Jeg var nede på Stagegaarden engang, mens Trine Stage levede. De havde en bilæggerovn i stuen ved siden af køkkenet, og der var en stor træstamme, der var stukket ind ad køkkenvinduet og tværs over køkkenet og ind i bilæggerovnen, og de kunne så skubbe den ind, efter som den brændte. Der var en god varme i stuen, men der var røg i køkkenet, og der stod Trine og lavede mad på komfuret, men der var så tæt af røg, at man næste ikke kunne se fra den ene ende til den anden.

 

Krigens tid

Tiden gik, og så kom 2. verdenskrig, hvor vi blev besat, og d. 9. April kl. 11 om formiddagen kom en patrulje på 10 mand på motorcykler med sidevogn, som var gennemhullet af kugler over alt. Vi måtte så give dem mad og derefter lagde de sig på gulvene og sov omgående, men om eftermiddagen fik de ordre til at køre videre. Kort tid efter kom der 30 mand, som skulle være her som faste vagtposter og efterhånden tog de jo en hel del sommerhuse i brug, og et par blev jo også svedet af.

I efteråret 1943 fik vi besked om med 1 dags varsel, at skulle være ude af hotellet og fik kun lidt fjernet, og selv havde vi ingen steder at være, men fik så lov at flytte ind i Købmandsforretningen, indtil vi fik et hus at være i. Det var en trist tid at se alting blive ødelagt.

D. 7. maj 1945 ringede jeg til amtmanden og fik tilladelse til at måtte begynde at rydde op. Det var et sørgeligt syn. Det flød med ammunition, håndgranater, maskingeværer overalt, og indboet var fjernet eller ødelagt, og de sidste soldater havde ligget i sengene og skudt med maskingeværer op gennem taget. Sammen med håndværkerne gik vi i gang med at få lidt orden, men så kom erstatningsspørgsmålet. Jeg var i København flere gange, hvor man henviste fra det ene kontor til det andet, der var ingen, som vilde tage ansvaret, men efter 4 års forløb fik jeg en erstatning på 14.000 kr. selv om 100.000 kr. havde været mere passende.

Kania‘s Stranding

D. 29. november 1953 fejrede vi Tove og Kajs Bryllup og var omtrent kommen af med gæsterne fra Nørager, som var i rutebiler, da Jens Poulsgaard råbte, at der var en stranding, og det var ”Kania” en polsk Trawler. Redningsbaaden blev alarmeret og kom ned på stranden, men kom ikke i vandet for, da der var for meget sø. Mandskabet bestod af 17 mand, hvoraf de 13 blev halet ind med redningsstolen. De sidste 4 ville ikke forlade skibet før dagen efter.

tilpasset.jpg

Vi fik brug for alt undertøj og skjorter, vi kunne skaffe. Mandskabet var så sorte og våde og glad for at komme i bad og få tør tøj på. Så kom tolderne og politimesteren herud, for mandskabet skulle jo interneres, og der skulle være 3 betjente til at passe på dem. Vi havde dengang kun sommerbevilling, og jeg var så inde ved politimesteren og spurgte, hvad vi skulle gøre. Han svarede ”Skal vi ikke sige, at du har bevilling, så længe skibet står”.

Den 25. Maj 1954 blev skibet slæbt ud. Det var en stolt bjærgningsentreprenør, Claus Sørensen, Esbjerg, der tog den første sejltur med ”Kania”. Jeg fik hele mandskabet til at skive deres navne i vores gæstebog.

Skibskatten ”Mini”

Katten kom ind fra skibet ”Kania” sammen med de sidste fra mandskabet i redningsstol. Det var en meget stor og kraftig og sort kat, men det var også en hollænder. Mandskabet fortalte, den var sprunget over fra et hollandsk skib til ”Kania”, da de lå side og side nede i kanalen, og de syntes, det var synd, den skulle være alene derude, men politimesteren forlangte, at den skulle interneres, og den blev sat ind i en garage, men efter nogle dage kom den ind til os.

Det var en dejlig kat, og den fulgte mig allevegne, og lagde jeg mig på divanen om aftenen, lagde den sig på brystet af mig. En aften var vi inviteret op til Peter Højgaard i Husby, og så snart vi var på vej var ”Mini” der og fulgte os til døren og sad på trappen hele aftenen, til vi skulle hjem igen, og fulgte os som en hund. Sådan et dyr kommer man til at holde af, men pludselig sidst på vinteren forsvandt den pludselig, og vi så den aldrig mere, men der går mange efterkommere efter den rundt her på klitten.