Stauning Whisky

Den passion og stolthed man bliver mødt med, når man besøger Stauning Whiskys destilleri er noget ganske særlig. Det er fascinerende at møde folk, der brænder for deres håndværk og smitter med deres viden og dedikation til deres niche.

Rundvisning for alle

Når du deltager i en rundvisning hos Stauning Whisky kommer du rundt og ser hele produktionen. Alle processerne i produktionen af Stauning Whisky foregår i Stauning. Lige fra gulvmaltningen, mæskningen, gæringen, destilleringen til lagringen i forkullede egetræstænder. De dufte du møder på din tur rundt er helt karakteristiske og sammen med maskiner, de smukke kobber pot stills og ikke mindst den spændende historie går du derfra med et indblik i det danske whiskyeventyr.

Om du kan lide whisky eller ej, så er det fascinerende at komme så tæt på et håndværk, der har høstet ros og anerkendelse fra et væld af internationale whiskyeksperter og som værner om de gamle og stolte whiskytraditioner fra Skotland. Historien om, hvordan 9 kammerater gik fra en idé om at lave whisky til at stå med et whiskydestilleri, der på sigt kan producere 900.000 liter whisky om året, bliver fortalt af engagerede og dygtige storytellers både på dansk, tysk og engelsk.

”Der var engang…..”, sådan starter et vaskeægte eventyr og jeg er næsten tilbøjelig til at starte eventyret om Stauning Whisky med disse ord, for som en af hovedpersonerne, Henning Svoldgaard, siger: ”Ja, så er det altså lidt af et eventyr!”

Der var engang….. 9 kammerater, der tilbage i 2005, fik vakt deres nysgerrighed da følgende udtalelse kom i et radioprogram: ”Det er let at lave whisky. Men det er svært at få til at smage godt”. En ny hobby så dagens lys og i 2006 blev de allerførste første dråber af Stauning Whisky smagt – og det tegnede godt. Destilleriet flyttede ud på den ejendom, hvor Stauning Whisky stadig har til huse, i 2007 og i 2009 lå produktionen på ca. 5.000 liter. Whiskyen blev hurtig kendt i internationale whiskykredse og på landsplan, hvor flere prestigefyldte barer og restauranter fik Stauning Whisky på drinkskortet. I takt med efterspørgslen steg produktionen til ca. 82.000 liter.

Eventyret er slet ikke slut endnu. I 2015 indgik Stauning Whisky en investeringsaftale på 100 millioner kroner med verdens største spiritusproducent, Diageo. Investeringen har betydet en kæmpe udvidelse af produktionshallerne. Når du i dag kører forbi destilleriet, ser du nogle store sorte bygninger – her er der nu plads til at kunne nå op de 900.000 liter Stauning Whisky om året.

Smag whiskyens hjerte

Eventyret bliver fortalt med mange flere detaljer, når du deltager i en rundvisning, der også tager dig igennem det gamle destilleri før det nye destilleri bliver vist frem. Så bliver størrelsesforskellen også meget håndgribelig. I hallen med de store kobber pot stills får du lov til at smage whiskyens hjerte – det er denne væske, der bliver hældt på egetræstønder, så tiden og egetræsfadene i fællesskab kan modne whiskyen. Du får dryppet et par dråber på din hånd som du kan smage. Og så må smagsløgene i gang. Er det lidt sødt? Er det stærkt? Hvor stor en alkoholprocent har hjertet egentlig?

Rundvisninger varer typisk fra 1½ til 2 timer og man kan bestille rundvisningen inklusiv smagsprøver, hvor du får mulighed for at smage 3 varianter af Stauning Whisky.

Køb et minde med hjem

Butikken, der er indrettet i den gamle produktionsbygning, er selvfølgelig åben efter rundvisningen. Her sælges flasker med Stauning Whisky på 25 cl, der ellers ikke udbydes til salg. Derudover kan man købe forskelligt merchandise, f. eks. trøjer, glas og bøger. Som noget nyt har Stauning Whisky og Lakrids by Bülow samarbejdet om at lave Stauning Sticks, hvilke selvfølgelig også kan købes i butikken. Det er rålakrids, hvor den røgede Stauning Curios er tilsat og lavet til lakridsstænger. Et spændende samarbejde, der viser, at Stauning Whisky elsker at udforske og prøve nyt – men samtidig værner de om deres eget håndværk.

Mere inspiration

Har du brug for mere inspiration? Så tag et kig herunder eller tag et kig under vores fane med Inspiration. 

Lokalt Håndværk

Hornvarefabrikken

Attraktion

Bovbjerg Fyr

Smag på Vestjylland

Nr. Nissum Håndbryg